1Av David.
Herren er mitt lys og min frelse,
hvem skal jeg da frykte?
Herren er et vern om mitt liv,
hvem skal jeg da skjelve for?
2Når ugjerningsmenn går løs på meg
og vil sluke meg,
da snubler de og faller selv,
fiendene som står meg imot.
3Om en hær vil kringsette meg,
er det ikke frykt i min sjel.
Går de til strid imot meg,
er jeg likevel trygg.
4Én ting ber jeg Herren om,
og det ønsker jeg inderlig:
at jeg får bo i Herrens hus
alle mine levedager,
så jeg kan se hans velvilje
og grunne i hans tempel.
5På den onde dagen
gjemmer han meg i sin hytte.
Han skjuler meg i sitt skjermende telt
og tar meg opp på klippen.
6Nå løfter jeg mitt hode høyt
over fiendene omkring meg.
Med jubel vil jeg bære fram
takkoffer i Herrens telt
og synge og spille for ham.
*
7Hør meg, Herre, når jeg roper,
vær meg nådig og svar meg!
8Jeg minnes at du har sagt:
«Dere skal søke mitt åsyn!»
Herre, nå søker jeg ditt åsyn.
9Skjul ikke ditt ansikt for meg!
Vis ikke din tjener bort i harme,
du som har hjulpet meg.
Slipp meg ikke og forlat meg ikke,
du Gud som er min frelser.
10Om far og mor forlater meg,
vil Herren ta imot meg.
11Herre, lær meg dine veier,
og før meg på den rette sti;
for jeg er omgitt av fiender.
12Overgi meg ikke til grådige fiender!
Falske vitner står opp imot meg,
de fnyser og truer med vold.
13Jeg er viss på at jeg skal få se
Herrens godhet her i de levendes land.
14Vent på Herren, vær frimodig og sterk!
Ja, vent på Herren!
Who We AreWhat We EelieveWhat We Do
2025 by iamachristian.org,Inc All rights reserved.
