Salmernes Bog 108 - Danske Bibel 1871/1907

David opmuntrer sig til at love Gud, 2-5; beder, at Gud vilde frelse sine elskelige, 6-7; forventer efter Guds Forjættelser Hjælp og Sejr over sine Fjender, 8-14.

1En Sang, en Psalme af David.

2Trøstigt er mit Hjerte, o Gud! jeg vil synge, jeg vil lege paa Harpe, ogsaa min Ære skal juble.

3Vaagn op, Psalter og Harpe! jeg vil vække Morgenrøden.

4Jeg vil takke dig, Herre! iblandt Folkene og lege paa Harpe for dig iblandt Folkestammer.

5Thi din Miskundhed er stor over Himlene og din Sandhed indtil Skyerne.

6Ophøj dig, Gud! over Himlene, og din Ære være over al Jorden!

7Paa det dine elskelige maa udfries, saa frels med din højre Haand og bønhør os!

8Gud har talt i sin Helligdom, jeg vil fryde mig; jeg vil uddele Sikem og opmaale Sukots Dal.

9Mig hører Gilead til, mig hører Manasse til, og Efraim er mit Hoveds Værn, Juda er min Herskerstav.

10Moab er mit Vadskefad; jeg vil kaste min Sko til Edom; bryd ud i Jubel over mig, du Filisterland!

11Hvo vil føre mig til den faste Stad? hvo har ledet mig til Edom?

12Mon ikke du, Gud, som har forkastet os? og vil du, Gud, ikke uddrage med vore Hære?

13Fly os Hjælp af Nød; thi Menneskers Hjælp er Forfængelighed.

14Ved Gud ville vi vinde Kraft; og han skal nedtræde vore Fjender.